Min jul: Måtte flygte i julenatten fra rebeller

En fredelig lillejuleaften i 1994 med forberedelser til den store aften blev brat parkeret, da Mette måtte flygte fra en landsby i Sierra Leone. Sådan en jul sætter sine spor.

- Vi vidste, at rebellerne gik efter steder med værdier, og vi var det eneste sted i et fattigt område med værdier, så vi besluttede os for at flygte med det samme, fortæller Mette Kristensen.

Af Anton Stonor

Julen så ellers ud til at blive fredelig for dengang 19-årige Mette Kristensen. Hun befandt sig som frivillig medhjælper på et sundhedscenter i landsbyen Kangahun i Sierra Leone. Og december-dagene var da blandt andet også gået med at lave krybbespil i den lokale kirke. Mette og et par hvide kolleger måtte spille De tre Vise mænd. Danskerne var jo de fremmede, der var kommet til den afrikanske landsby.

Den 23. december var tiden gået med at lave julegaver, improvisere et juletræ og slagte den gris, der skulle udgøre julemiddagen. Men om aftenen forsvandt julehyggen meget pludseligt.

- Jeg havde besøg af en veninde. Hendes bror kom på besøg og fortalte, at en gruppe oprørere havde angrebet en by 25 kilometer væk. Politistationen var brændt, og der var mange døde. Vi var godt klar over, at der var uro i landet, men den havde hidtil været langt væk, fortæller Mette om oplevelserne tilbage i 1994.

- Vi vidste, at rebellerne gik efter steder med værdier, og vi var det eneste sted i et fattigt område med værdier, så vi besluttede os for at flygte med det samme.

Grisen røg ned i en tønde og om bag i bilen sammen med julegaver og islagkage. De 10 mennesker satte kursen mod hovedstaden Freetown i ly af mørket. Her flyttede de ind i et gæstehus hos deres danske organisation.

- Vi kunne ikke rigtig foretage os noget, så vi besluttede os for at holde jul så godt, vi nu kunne - også for børnenes skyld. Vi brugte en gren som juletræ og pyntede den. Og vi prøvede at blande de traditioner, vi havde med hjemmefra. Men det blev ikke en normal jul. Vi sad i 30 grader, spiste helstegt pattegris og tænkte selvfølgelig på landsbyen og familierne hjemme i Danmark.

- I juledagene lavede vi ikke andet end at rende på politistationen for at få nyheder. Og ellers lå vi bare på stranden. Det var et tomrum - vi ventede på, hvad der skulle ske. Andre hvide, der kom til byen, fortalte om lemlæstelser og afbrændte byer.

Da freden ikke så ud til at være inden for rækkevidde, tog Mette hjem til Danmark. Senere hørte hun, at sundhedscenteret var blevet plyndret.
- De efterfølgende år var det svært at sidde i kirken i julen og høre om julefred. Jeg tænkte tilbage på den jul og på de lokale, vi lærte at kende og på deres skæbne.