Min jul: December under fremmede himmelstrøg - 2. del

Liv begynder. Liv ender. Det er et grundvilkår. Men når en lille pige, som man har fulgt tæt, dør op imod jul, får julens budskab et evighedsperspektiv. Læs anden del af Hennings rejsebrev.

- Hun lå der ved min side og faldt ind og ud af bevidsthed, og hele tiden holdt hun med alle hendes få kræfter fast i min tommelfinger, og ville ikke give slip, skriver Henning.<br />Foto: sistak.

Af Henning Christensen

Denne lille julefortælling - som her tager sin begyndelse - er så tæt på ikke at være en julefortælling, som noget kan være. Faktisk er det så tæt på, at hvis den bare var endt 10 dage før, så ville den ikke have noget med jul at gøre overhovedet. Ja, faktisk når jeg nu skal være ærlig, så er grundlaget for at kalde dette en julehistorie så utroligt tyndt, at jeg faktisk må indrømme, at denne historie ikke har noget med jul af gøre, udover at den bevæger sig 10 dage ind i december.
Når dette er sagt, er det vel på sin plads med en lille forsigtig undskyldning, for at forstyrre julestemningen med noget, der når alt kommer til alt, ikke har det ringeste med jul at gøre.
Jeg undskylder og begynder min lille fortælling.

Ingen kærlighed
Alt starter for omkring halvanden måned siden, da jeg under et besøg på et af Chiang Mais hospitaler fik øje på et par store sorte øjne med et helt ubeskriveligt sørgeligt udtryk printet ind i dem. Et sådant udtryk, som kun kan opstå, hvis kærlighed og omsorg er noget fuldstændigt ukendt og fremmed. Et sådant udtryk, som kun opstår, når et andet menneske aldrig nogensinde har kigget i de øjne med noget, der bare minder om kærlighed. Et sådant udtryk, som kun kan opstå hos mennesker, der er fuldstændigt forladt.

Livet er forsvundet
Der lå hun så den 6 årige pige Im. Syg pga HIV. Og en række følgesygdomme, der bare drænede hende for liv og energi. Hun lå der med sin skrøbelig tynde krop, der pga diarre bare blev tyndere og tyndere.
Hun lå der med sin ømme bagdel, der - pga hun havde ligget for længe i en ble med diarre- var fuldstændig opløst, og som blev revet til blods ved bare den mindste berøring. Hun lå der med sit beskidte tøj og lugtede af gammel bræk og diarre. Hun lå der alene med sin lidt handicappede arm - der bare var en lille smule stiv i ledet. Men alligevel gjorde at hun på grund af den thailandske kultur i en thaiers øjne var utrolig frastødende.

Opgivet - men kærligheden finder vej
Hun lå der alene, som hun havde gjort lige siden sin fødsel, og Gud førte mig hen til hendes seng, og bad mig om at tage mig af hende.
Efter den dag kom jeg tilbage til den lille seng på hospitalet, så tit jeg kunne. Jeg hørte hende aldrig le eller tale. Ej heller så jeg hende glad. Ikke engang et smil så jeg i hendes smukke ansigt. Det eneste jeg så, var hendes sørgelige øjne udforske mig og undre sig over den kærlighed, der mødte dem. De måtte undre sig over den kærlighed, som Gud havde givet mig til hende.
De måtte undre sig - men de tog imod den. Og hver dag mistede de lidt af deres sørgelige udtryk.

Et meningsløst liv
Ims helbred gik op og ned, til sidst dog meget ned, og da jeg den 9. december igen sad ved hendes side var hun helt utrolig dårlig. Hun lå der ved min side og faldt ind og ud af bevidsthed, og hele tiden holdt hun med alle hendes få kræfter fast i min tommelfinger, og ville ikke give slip. At sidde der ved siden af et døende barn, minder én om, hvor magtesløs man som menneske er. Det viser en nogle ting og sætter mange i et perspektiv, der ikke er til at begribe. Det er en ubeskrivelig følelse. Det eneste, der er tilbage at gøre, er at acceptere sin magtesløshed, og sætte al sin lid til Gud!
Det er svært at kunne se nogen mening med Ims liv overhovedet. Men alt, hvad jeg kan gøre, er at tro på, at Gud også elsker hende og har en plan for hendes liv.

Den sidste gang...
Da jeg tog hjem den 9. december, var jeg godt klar over, at jeg ikke ville se Im igen - før vi engang skal mødes hjemme hos Gud i himmelen.
Da jeg den 10. december igen var på vej mod hendes seng, stoppede en sygeplejeske mig og fortalte, at Im var sovet ind tidligt om morgnen. Jeg fik et par minutter til at sige farvel til hende, mens et par sygeplejerske gjorde hende klar til kremering.

... en begyndelse
Tit havde jeg bedt Gud om at ende hendes lidelse. Om det skulle være med et mirakel, eller om han skulle tage Im hjem, var op til Ham. D. 10. december 2002 tog han Im hjem, ud af hendes lidelse og smerte her på jorden, og hjem til den største julefest i hendes liv.
I år holder Im jul sammen med Jesus i himmelen, i år skal hun gå med Jesus i hånden rundt om et stort juletræ, mens hun smiler og synger lovsang til Gud. Jeg takker Gud af hele mit hjerte for den lille pige, hvis liv her på jorden synes så urimeligt og meningsløst, og jeg glæder mig til den dag, hvor jeg kan møde hende i himmelen og se og høre hende le og synge lovsange for Gud.