Min jul: December under fremmede himmelstrøg - 1. del

Er det overhovedet muligt at fejre jul, når der er 35 grader? Når man som Henning er rejst til Thailand og skal være der julen over, er det en udfordring at finde julestemningen. Læs hans rejsebrev.

- Med en befolkning beståede af 95% buddhister, kan det virke meget forståeligt, at en kristen højtid ikke vækker den helt store begejstring og entusiasme, skriver Henning Christensen.<br />Foto: sistak.

Af Henning Christensen

December måned - Danmark er dækket i et hidtil uset lag af julepynt, julemusik og begyndende juletravlhed. Temperaturen er hvor den altid er i December måned - lige under meget kold.

Alle er - om de vil det eller ej - ved at komme lidt i julestemning. Alle er begyndt at tænke på hvilke julegaver de skal købe - og til hvem. Alle er igen blevet ramt af julen.

Julen er igen blevet den vigtigste nyhed, det alle taler om, julen er igen blevet alt.

December måned - Thailand er dækket i et efterhånden sædvanligt sollys. Temperaturen er igen på dens vante plads - lige omkring de 35 grader.

Ingen tænker på jul. Ingen steder er der julepynt. Ingen steder julemusik - julestemning findes ikke.

Med en befolkning beståede af 95% buddhister, kan det virke meget forståeligt, at en kristen højtid ikke vækker den helt store begejstring og entusiasme.

Her sidder jeg så, en dansker i det nordlige Thailand, og finder det på en eller anden måde mærkeligt og unaturligt at tænke på jul - det føles jo, som var det sommer. Julestemningen er utrolig svær at finde frem - ikke engang et krybbespil i en kristen kirke hjalp på sagen.

Det er som om julestemningen skal provokeres frem af diverse julekalendere og TV-reklamer. Måske vil manglen på samme i år frembringe den rigtige julestemning? Måske vil jeg i år virkelig begribe hvorfor vi holder jul?

At skulle sidde her tusinde af kilometer væk fra juletræer, julepynt og familien, vil måske få mig til at indse, at julen ikke er en fest for julemanden, eller for at vi skal give hinanden gaver og være søde. Endog heller ikke engang for at vi skal have en hyggelig aften sammen med vore familier.

Nej - forhåbentlig vil julens egentlige budskab gå op for mig.
I år vil jeg måske begribe hvor fantastisk en dag det var da Gud satte sin søn til jorden for at skulle fuldende den fantastiske frelsesplan, som Gud har til os.
I år vil jeg måske oprigtigt kunne se Guds store kærlighed til os mennesker og der med forstå julens budskab.