Mit hjerte altid vanker

Sceneriet er en stald. Men er det da en lokalitet at skulle til at fortælle om, når det gælder himlens konges fødested?

Foto: Angermann CC BY-SA 2.0.

Af Erik Linow,
organist

Nej, tilsyneladende ikke, og det kan Brorson heller ikke forlige sig med. Det begynder ellers så godt i vers 1, hvor hans tanker kredser om Jesu føderum, og det i en nærmest romantisk stemningsfuld hengiven sig til den ”søde julenat!” ”Men ak”, v. 2, virkeligheden for Jesu komme til jorden var ganske anderledes prosaisk, han blev såmænd født i en stald. En stald!

I v. 4 og 5 opholder Brorson sig dernæst ved alle de prægtige måder Jesu ankomst ”standsmæssigt” kunne være foregået på. Og derefter fremtryller han på ingen tid 7 aldeles vidtløftige og nærmest sværmerisk drømmende billeder i sin begejstrede vision af et ”rigtigt” konge-komme: Han kunne have holdt til i prydede herresale – kunne have udspændt himlen som et telt – have svøbt sig i lyset som et bånd - en engleskare kunne have lagt ham i silkedyne osv.

Men virkeligheden var altså en anden: Han blev lagt der, hvor tiggere plejede at sove. Sågar alle dyrene har et bo, men frelseren ejede ikke engang det halm han lå på.

Og Gud ske lov og tak for, at han ikke holdt sig for god, men gav afkald og tog et fattigt menneskes skikkelse på sig, så han i frivillig selvfornedrelse var parat til at gå den line helt ud, der hed en smertens og lidelsens vej. For hvis ikke han havde sonet mine synder, havde jeg ikke haft nogen frelser i dag.

Ikke så sært at Brorson (v. 8) med 1000 længselssukke ønskede at byde ham et rum, hvor han skulle være velkommen. Det er det samme rum han vil have, at vi skal byde ham: ”Mit hjerte, sjæl og sind”.