En ualmindelig julesang blandt klassikerne

Blandt de julesange, som man oftest støder på i december, er Cliff Richards julesang (Christmas time) Mistletoe and wine. Og hvem skulle tro, at den sang skulle have noget som helst med H. C. Andersen at gøre? Men faktisk er den taget fra en musical om Den lille pige med svovlstikkerne!

Foto: Eva Rinaldi.

Af Stefan Vase

Der er en række af populære julesange, som er indbegrebet af jul, og som går igen år efter år på de forskellige cd-bokse med julemusik. Nogle udtrykker tydeligt deres mening om Whams Last christmas. Mange kan nikke med på den gode samvittigheds julesang Do they know it’s christmas. Og indbegrebet af dansk jul og dansk humor er MC Einers ironiske hyldest til den danske jul Jul det’ cool.
Det er tre sange, som næsten med garanti er med på juleopsamlingerne. Men en fjerde sang, som har lige så tydelig ikonisk status er Cliff Richards julesang Mistletoe and wine.

Satiriske svovlstikkere
Det pudsige ved sangen er imidlertid, at den slet ikke er skrevet til Cliff Richard, og at den faktisk var en satirisk julesang pakket ind i noget, der kunne lyde som en rigtig julesang.

Sangen er oprindeligt skrevet til en musical fra 1976 over H. C. Andersens Den lille pige med svovlstikkerne. Musicalen tiltrak sig ikke den store opmærksomhed, og det var først med en tv-indspilning i 1987, at sangen tiltrak sig opmærksomhed. Tv-producenten Michael Custance kom efterfølgende til at bo ved siden af en af Cliff Richards venner. Custance fortalte sin nye nabo om sangen og mente, at den var lige noget for Cliff.

Ud med satire - ind med tro
Men det fortælles, at Cliff ikke var videre begejstret for den satiriske tone. Men mente omvendt, at den havde noget potentiale, og han begyndte derfor at bearbejde den.

I musicaludgaven lyder de første to linjer således:
Children singing, church bells ringing
Auld lang syne and a new beginning.

Cliff Richards kristne tro skinner tydeligt igennem i hans versionering fra 1988 af de selvsamme linjer:
The child is a King, the Carollers sing,
The old has passed, there's a new beginning.
(Barnet er en konge - synger julesangerne,
det gamle er forbi, der er en ny begyndelse)

"Han bragede ind i historien"
Ellers er der ikke ændret meget i teksten. Men i Cliff Richards indspilning er der langt fra nogen ironisk distance - snarere tværtimod. I hvert fald hvis man tænker med, hvad Cliff Richard selv tænker om julen. I en udsendelse på BBC fra 1995 siger han således om julen:

Der er ét øjeblik i historien, der er mere afgørende end noget andet tidspunkt i historien. Og det var, da Gud sagde til Jesus: "Du skal ned på jorden, og du skal leve som et menneske." Og det gjorde han. Han bragede ind i historien, og det har aldrig været det samme siden. Verden har aldrig været det samme, siden han kom til verden. Og det fantastiske er, at vi stadig kan komme til ham.

Cliffs favorit. Cliff Richard udpeger selv Saviour's day som sin yndlingsjulesang - blandt de julesange, han har indspillet.

Mistletoe & wine. Sådan lyder Cliff Richards mest populære julesang.