Juleoratoriet er festmusik

Juleoratoriet er et af Johann Sebastian Bachs mest populære værker. Værket er et af de lettere tilgængelige blandt Bachs værker, men er samtidig alligevel et umiskendeligt udtryk for det kompositoriske geni, der siden er blevet lidt af en gåde...

Af Niels Jørgen Vase

I oktober var den da 20 årige Johann Sebastian draget af sted fra Arnstadt, hvor han var ansat som organist, for at høre den største dalevende kollega i Tyskland, den dansk-fødte Dietrich Buxtehude. Det var i Lübeck, og rejsen foregik til fods, så de ca. 400 km, der var mellem de to byer, kunne ikke klares på en dag; faktisk vendte han først tilbage til Arnstadt i slutningen af januar!

Det, der trak ham så meget, at han var ligeglad med de konflikter, han så ville få med sine arbejdsgivere, var Buxtehudes berømmede aftenkoncerter, vespers - eller Abend-musik, som de blev kaldt -, og det er ikke usandsynligt, at den musikalske stil i disse koncerter har haft en vis indflydelse på Bach, da han skrev sine kantater, hvorunder man godt kan medregne Juleoratoriet, der jo består af seks kantater.

Musikalsk fejring af Jesu fødsel
Bach kom til Leipzig i 1723, da han tiltrådte sin livsstilling som kantor ved Thomaskirken. Det blev årene, hvor de mange kirkemusikværker blev komponeret.
Der blev også tid til at komponere anden musik, bl.a. tre hyldestkantater i 1733-34 til kronpris Friedrich Christian af Sachsen og hans forældre, dronning Maria Josepha og kong August III af Polen (efterkommer af den danske konge Frederik III). Ved den sidste kantates opførelse var de kongelige til stede i Leipzig, og det fortælles, at den festlige musik blev vel modtaget af majestæterne.
Disse tre kantater (i Bach værk fortegnelsen nummer 213, 214 og 215) er interessante i denne sammenhæng, fordi Bach brugte dem som musikalske forlæg til Juleoratoriet.

Det er slet ikke usædvanligt, at Bach genbrugte sine egne „verdslige“ kompositioner i kirkelige værker, mens det modsatte aldrig er tilfældet:
„Dette kunne tyde på,“ skriver Thyssen i sin nye indføring i Juleoratoriet, „at musikkens genanvendelse i en kirkelig sammenhæng for Bach er udtryk for en potensering af musikken: det højere formål hæver tilsvarende musikken op på et højere plan, hvorfra der ikke er nogen vej „ned“ igen“. Det forholder sig altså sådan, fortsætter han, at „musikken i Bachs forståelse først når sit egentlige mål og højdepunkt, når den omarbejdes med henblik på at indgå i en kirkelig-liturgisk sammenhæng - som i dette tilfælde fejringen af Jesu fødsel.“

På partituret til oratoriet har Bach øverst skrevet JJ (= Jesu Juva = Jesus, hjælp) og nederst på det sidste nodeblad SDG (= Soli Deo Gloria = Gud alene æren). Han var ikke i tvivl om, i hvis tjeneste han stod, og hvem æren for hans store musikalske evner tilkom.