Julen starter først den 25.

Julen kommer hurtigt til at handle om alt muligt andet end selve julen. Der er julekalendre i fjernsynet. Og gaver, der skal købes, pakkes ind og åbnes igen.

Foto: Helene Bagger

Af Stefan Vase

Den kommercielle jul er på sit højeste. Overalt er butiksvinduerne overpyntede af unaturligt grønt gran, glaskugler i alle tænkelige farver og alverdens dimser, herunder nisser, som af mærkelige veje er blevet en del af den kommercielle juletradition. Medierne er ved at afsløre, hvad årets julegave bliver. Som de nu gør hvert år. Og i vejrudsigterne er vi på jagt efter noget hvidt drøs, som kan redde julen og give os en fornemmelse af, at julen har noget reelt indhold.

Heldigvis stopper al den snak den 24. december. Til gengæld så skal vi nu til at spise os stokmætte ved julebordet og med længselfulde blikke kigge i retning af et velpyntet juletræ.
Vi skal trave utålmodigt rundt om juletræet med kun ét i tanke: Hvor er MINE gaver, og hvad er der i dem? Får jeg den iPod, som jeg har ønsket mig? Eller skal jeg endnu en gang nøjes med det, der ligner noget, der er købt til 8,87 i Søstrene Grene?

Vi har et halvt øje i salmebogen og halvandet øje på gaverne under juletræet. Heldigvis får dette også ende, stearinlysene brænder ud, juletræskæden slukkes. Og vi går i seng.

Og her starter julen for alvor for mit vedkommende. Den 25. december, juledag, det er min jul.
Gaveræset er overstået. Medierne er gået på juleferie. Der sker ingenting i fjerneren. Alt ånder fred og ro. Nu er det tid til at fokusere på det væsentlige. På det som vitterligt er årsagen til al den ståhej. At Gud for bestandigt greb ind i historiens gang og sendte sin søn for at frelse hele verden.

Nu kan vi synge "Dejlig er jorden", "Kimer i klokker", "I denne søde juletid", "Hjerte løft din glædes vinger" og mange andre af de virkelig gode julesange. Nu kan vi holde to øjne i salmebogen, læse ordene, smage på sætningerne og fordøje indholdet af de mange dejlige julesalmer. Nu kan familiens ældste i ro og mag læse højt fra juleevangeliet, mens vi andre tier stille, lytter og forundres.
Dette er min jul. Julen starter den 25. december. Hvis nogle fortæller dig noget andet, lyver de!</citat>