Juletræet gemmer på en fortælling om julenat

Mange juletraditioner kan vi umiddelbart knytte enten en klar kirkelig eller en klar folkelig forklaring til. Men juletræet ligger tilsyneladende i et “dødvande”. Imidlertid har en julesalme og Martin Luther gode historier om juletræet - historier, der peger tilbage på Jesus’ fødsel.

Af Stefan Vase

Juletræet med sin pynt
venter på, vi får begyndt.
Aldrig har det vær't så grønt,
aldrig har det vær't så kønt.
Og fra selve himlen gled
vist den store stjerne ned.

Ovenstående er første linje i en legendarisk julesang af Mogens Lorentzen, skrevet i 1939 og sat på melodi i 1940. “Juletræet med sin pynt” er en hyldest til juletræet. Men juletræets rolle er ikke at være modtager af en “dansende tilbedelse”. Der findes naturreligioner, hvor man tilbeder træer. Men det er formentlig ikke derfor, at vi år efter år slæber juletræer ind i stuerne, pynter dem med papirklip og stads, danser rundt om dem og kyler dem ud, når nålene falder af, eller når vi bliver trætte af at kigge på dem.

I Danmark hev det bedre borgerskab juletræet ind i deres stuer i begyndelsen af 1800-tallet - efter tysk forbillede. Og i Tyskland var det kristne, som i 1400-tallet begyndte at tage et grantræ ind i stuen ved juletid: Grantræer er jo grønne i den kolde, mørke vinter og var dermed et billede på det evige; det, der ikke går i stykker og forsvinder, når alt andet gør.

Opfandt Martin Luther juletræet?
En legende fortæller, at det var reformatoren Martin Luther, der fandt på at sætte et lys på træet:

En juleaften omkring 1536 var Martin Luther på vej hjem fra kirke og gik igennem en skov. Gennem de vintergolde trækroner så han stjernerne på himlen. Lyset oplyste skoven og ramte et lille, grønt træ tæt ved stien, hvor han gik. Martin Luther kom til at tænke på den stjerne, som ledte de vise mænd hen til den nyfødte Jesus. Resolut rev rev han træet op med rode, og vel hjemme stillede han det i en lille spand og placerede det på julebordet i den fine stue.

Med oplevelsen fra skoven i baghovedet satte han nogle små vokslys på træets grene og brugte således træet som udgangspunkt for en fortælling for sine børn om lyset, der kom ind i verden julenat.

Der eksisterer dog ikke noget sikkert bevis for, at det rent faktisk forholder sig sådan. Mange Luther-forskere har forsøgt at finde materiale fra Luthers hånd, der bekræfter historien - men uden held. Det eneste bevis, som nok mest er en refleksion over legenden, er et maleri fra 1800-tallet; altså 300 år senere… Men historien er interessant og forklarer måske, hvorfor man slæber et juletræ ind i stuen.

Et bevis på at Luther opfandt juletræet? Næh... Carl August Schwerdgeburths maleri er fra midten af 1800-tallet og er mest en refleksion over en legende.

Julesalmen om juletræet
At juletræet gemmer på en fortælling, får opbakning fra ingen ringere end salmedigteren og præsten B. S. Ingemann, som med salmen “Julen har bragt velsignet bud” gav juletræet en ikke ubetydelig plads.

I anden halvdel af 1. vers skriver Ingemann:

Grenen fra livets træ står skønt
med lys som fugle på kviste;
det barn, som sig glæder fromt og kønt,
skal aldrig den glæde miste.

Altså et træ, der er pyntet med lys = juletræet. Verset er bemærkelsesværdigt af to grunde:

  1. Det er den eneste julesalme, som så direkte nævner juletræet.
  2. En fremtrædende salmedigter knytter en kristen fortælling til juletræet: Juletræet er et billede på livets træ, det evige.

For B. S. Ingemann selv var “Julen har bragt velsignet bud” ikke en oplagt salme. Men mens han levede, blev han spurgt, om den måtte medtages i en salmebog, og det protesterede han ikke over. Det smukke ved salmen er nemlig, at den favner det folkelige og det kirkelige. Det folkelige kommer til udtryk idet, at salmen nævner juletræet og det glade barn, der danser “på moders skød”. Og den favner det kirkelige med udtryk som “velsignet bud” og “Paradis-vejen fundet”.

Så selvom det virker relativt aparte at slæbe et træ indendøre, pynte det og danse rundt om det, har juletræet også en fortælling, som er julens væsen værdig - det viser i hvert fald både salmedigteren Ingemann og legenden om Martin Luther.