Julemanden - elsket af børn, ‘hadet’ af mange, klemt af kirken

JULENS PERSONGALLERI: Julemanden er bedre end sit rygte. Folkedybet og Coca Cola-koncernen skabte et “opmærksomhedsmonster”. Men heldigvis kommer Narnia-forfatten C. S. Lewis julemanden til undsætning og sætter ham tilbage på rette hylde.

Foto: Jonathan G. Meath.

Af Stefan Vase

Man skal ikke bevæge sig meget rundt i kristne kredse for at støde på en utvetydig afstandstagen til julemanden: “Julemanden og det lille Jesusbarn er i skarp konkurrence om menneskers (mest børns) opmærksomhed og interesse i juletiden,” lyder bandbullen. Og derfor ligger det lige for at skabe et modsætningsforhold mellem de to.

Og det er også svært at bane sig vej igennem mange gågader, stormagasiner og julefester uden at sparke til et par julemænd.

Men hvis man bevæger sig tilbage i julemandens udviklingshistorie, dukker en smuk fortælling om fantasifuld hjælp til fattige og forældreløse børn op.

Foto: Douglas Rahden.

Coca Cola og Peters jul
Den moderne julemand eller Santa Claus tilskrives i høj grad Coca Cola - selvom det er en sandhed med modifikationer. Den brusende læskedrik skabte i 1930erne den røde julemand med det store hvide skæg, og julemanden og Coca Cola i forening gjorde juletiden til en cola-drikkende tid.

Men at julemanden og jul og gaver overhovedet hører sammen skyldes ikke Coca Cola. I Danmark har vi haft julemanden siden slutningen af 1800-tallet, selvom han allerede stikker hovedet frem i juledigtet over dem alle "Peters jul", hvor julemanden omtales som Gamle Jul:

Hver juleaften netop nu,
når julegrøden koger,
da vandrer - Peter, hører du!
igennem aftenens tåger
med store kanestøvler på
Den Gamle Jul til staden...

Sinterklaas sejler til Holland
Længere tilbage støder vi på Sinterklaas, som på visse punkter minder om den amerikanske Santa Claus. Sinterklaas kommer sejlende fra Spanien til hollandske havne med gaver til børnene. Natten til den 6. december rider han over hustagene og afleverer gaver i børnenes sko.

Sankt Nikolaus' grav i Bari, Italien. Omkring år 1000 kom Nikolaus' jordiske rester til Bari, hvor der blev bygget en kirke ovenpå hans nye grav. Foto: Stefan Vase.

Julegaver og julemandens kirke
I 1600-tallet var julemanden ikke kendt under navnet Sinterklaas eller Santa Claus, men Nikolaus eller børnebispen. Og så er vi ved at være tilbage ved julemandens historiske ophav, selvom vi skal yderligere 1300 år tilbage:

Fra omkring 270 til 342 levede der en mand, som hedder Nikolaus, og som i de sidste mange år af sit liv var biskop i Myra i det nuværende Tyrkiet, en havneby ved Middelhavet.

Og Nikolaus var ikke som biskopper er flest, og det fortæller flere historier. Blandt andet denne:

Engang var en nabo til Nikolaus i så dyb fattigdom, at han måtte sælge sine tre døtre til et bordel. Tre nætter i træk så biskop Nikolaus sit snit til at kaste en pung med guld ind gennem vinduet til familien. Og så var faren drevet over. I en variant af historien kaster Nikolaus guldet ned gennem en skorsten, og det lander i en strømpe, som den ene af pigerne har hængt til tørre ved kaminen. Og det lugter temmelig meget af julemandens fremgangsmåde.

Og at han havde en interesse i at hjælpe børn og unge, viser en række andre historier.

Den oprindelige julemand, Sankt Nikolaus, giver julegaver. Maleri af Fabriano.

Og det lugter jo rigtig meget af nutidens julemand. Og efter Nikolaus’ død opstod faktisk en tradition for, at på Nikolaus’ dag - den 6. december - skulle børn have en gave. Og i 1500-tallet begyndte voksne at klæde sig ud som Sankt Nikolaus - og så er linjen til den moderne julemand lagt.

På dansk hedder sankt Nikolaus i øvrigt sankt Nikolaj - så kirker, der hedder noget med Sankt Nikolaj, kunne ligeså vel blive kaldt for julemandens kirke.

Julemanden, der dukker op i Narnia
På trods af - eller måske på grund af - visse kristnes kirkers modstand mod julemanden har den britiske forfatter C. S. Lewis ladet julemanden optræde i en bog i Narnia-serien: Løven, heksen og garderobeskabet. Og han dukker op på et tidspunkt, hvor Peter, Susan og Lucy flygter fra isdronningen Den hvide heks, som hersker over Narnia (om end på lånt tid), og som efter de tre børns opfattelse er lige i hælene på dem:

Det var en kane, og det var rensdyr med bjælder på seletøjet. Men de var meget større end Heksens rensdyr, og de var ikke hvide, men brune. Og i kanen sad en person, som de alle sammen genkendte i samme øjeblik, de så ham. Det var en stor mand i en kåbe, der var rød som kristtornens bær og forsynet med pelsforet hætte.

Han havde et stort hvidt skæg, der hang ned over hans bryst som et skummende vandfald.


[..]

Mange af de billeder, vi kender af Julemanden her i vores verden, får ham bare til at virke sjov og munter. Men nu, hvor børnene rent faktisk stod og så på ham, fik de et noget andet indtryk. Han var så stor og så glad og så virkelig, at de alle sammen blev meget tavse. De følte sig meget glade, men også alvorsfulde.

“Omsider er jeg kommet,” sagde han. “Hun har længe holdt mig ude, men omsider er jeg sluppet ind. Aslan er på vej. Heksens magi er ved at svækkes. Og Lucy mærkede en dyb skælven af glæde løbe igennem sin krop - en fornemmelse, man kun kan føle, hvis man er højtidelig og stille”.

[..]

“Og nu skal I få jeres gaver.”

Klip fra filmen Løven, heksen og garderobeskabet.

Og efter en længere seance, hvor julemanden giver de tre børn gaver og et par trøstende og opmuntrende ord, skriver C. S. Lewis:

Så råbte han:
“Glædelig jul! Længe leve den sande konge!”


Én vil nok tænke, at dét er en julemand, der kender sin plads i julen og sin plads i forhold til Jesusbarnet.

Læs om forfatteren Thomas Teglgaards forhold til nisser: Skyd en nisse.