Skyd eller bliv skudt
100.000 soldater fra begge sider forlader i juledagene 1914 deres poster på vestfronten og mødes i ingenmandsland for at udveksle små gaver (cigaretter og chokolade - hvad man nu havde i juletiden i en skyttegrav), juleønsker - og sågar for at spille fodboldkampe.

Julefreden fortsætter enkelte steder frem til starten af januar 1915.

Generaler på begge sider er rasende. Soldater skal ikke omgås fjenden på den måde - man mødes med rejst våben. Generalerne kommer ud til fronten og brøler:

KAMPENE SKAL GENOPTAGES! SKYD! ELLERS GØR VI DET! - OG DET BLIVER IKKE MOD FJENDEN!

Julefreden er endegyldigt forbi. Og de følgende krigsår bliver julen 1914 ikke gentaget i det samme omfang, og det skyldes generalernes ageren efterfølgende:

  • For det første bliver de soldater, der havde deltaget i julefreden, spredt og sendt til andre fronter.
  • For det andet bestemmer generalerne faktisk, at i juletiden skal der gennemføres endnu kraftigere angreb mod fjenden end ellers. En julefred var med andre ord umulig.

Men december 1914 vil for altid stå tilbage som dengang, hvor tyske og britiske soldater gjorde det utænkelige: De lod våben være våben og mødtes ubevæbnede i ingenmandsland for at synge Glade jul, dejlige jul og andre julesalmer.

Et enkelt mindesmærke over den bemærkelsesværdige julefred 1914 - ved Ypres i Belgien. På korset står der blandt andet: "Så vi ikke glemmer". Foto: Redvert.

Det er fri fantasi
Kaptajn Sir Edward Hamilton Westrow Hulse var en del af Scots Guards, 2. battalion oplevede dette:

Klokken 8.30 så jeg op fra skyttegraven og så fire tyskere forlade deres skyttegrave og komme imod os. Jeg bad to af mine mænd om at gå dem i møde - ubevæbnede, ligesom tyskerne. Mine mænd var ikke begejstrede for ordren, så jeg gik selv - sammen med Barry, en af vores fændrikker. Deres talsmand sagde, at det var det eneste rigtige at komme over til os og ønske os en glædelig jul - i et underforstået håb om våbenhvile.

Jeg spurgte dem, hvilke ordrer de havde fået fra deres officerer, siden de gik over mod os. De svarede: "Ingen." De var alene gået frem af egen fri vilje.


Efterfølgende går han tilbage til armeens hovedkvarter for at aflægge rapport. Da han kommer tilbage klokken 10, er der ikke længere nogle af hans mænd i skyttegravene - de var tomme. Han finder efter nogen søgen sine mænd:

Til min forbavselse var der ikke kun en gruppe af 150 britiske og tyske soldater. Men seks eller syv grupper af den størrelse.


Han slutter sin fortælling af med bemærkningen:

Det var så forbløffende. Og hvis jeg havde set det i en biograffilm, ville jeg have svoret, at det var fri fantasi.

ØJENVIDNE: Sir Edward Hamilton Westrow Hulse befandt sig ved skyttegravene i Frankrig, da julefreden nåede dertil. Foto: George Charles Beresford, National Portrait Gallery, London.

 

Britisk soldat klipper tyske soldaters hår
Flere øjenvidner fortæller om oplevelsen. Kaptajn Bruce Bairnsfather var ved arnestedet i Belgien, hvor britiske og tyske soldater efterhånden forlod deres skyttegrave:

Jeg ville ikke bytte den unikke og mærkværdige juledag for noget andet i verden. Jeg fik øje på en tysk officer, en slags løjtnant tror jeg. Og da jeg er lidt af en samler, tog jeg kontakt til ham og forklarede ham, at jeg havde lagt mærke til knapperne i hans uniform.

Jeg havde min neglesaks med og med nogle hurtige klip fik jeg et par knapper og puttede dem i min lomme. Jeg gav ham derefter to af mine.

Det sidste jeg så den dag, var en af mine artellerister, som var en amatørfrisør hjemme, og som klippede meget lange hår af en tysk soldat, som knælede på jorden, mens trimmeren arbejdede sig op igennem nakken.

Julen bremser krig

At man skal kunne finde julefred under store krige er utænkeligt. Men det utænkelige skete ved julefreden i 1914, da 1. verdenskrig endnu var “ung”. Britiske og tyske soldater gjorde det umulige og forlod deres poster.

ØJENVIDNE: Den britiske kaptajn Bruce Bairnsfather var ved Ypres i Belgien, hvorfra julefreden 1914 spredte sig.
ERROR: Content Element type "templavoila_pi1" has no rendering definition!
ERROR: Content Element type "templavoila_pi1" has no rendering definition!
ERROR: Content Element type "templavoila_pi1" has no rendering definition!

 

ERROR: Content Element type "templavoila_pi1" has no rendering definition!
ERROR: Content Element type "templavoila_pi1" has no rendering definition!
Et billede på julefreden 1914: Tyske soldater fra det 134. saksiske regiment fotograferet sammen med britiske soldater fra Det kongelige Warwickshire regiment (kendt som Det 6. fodregiment) den 26. december 1914. Foto: Løjtnant Drummond.

Paveappel og julesange
At en julefred kunne være undervejs, blev forstærket af et brev, som Pave Benedikt 15. skrev - som et opråb til verdens ledere, krigens “dirigenter”. Han skrev:

Jeg håber, at nationerne vil standse våbenlarmen, mens kristenheden fejrer verdens forløsning. Lad i det mindste våbnene være stille dén nat, hvor englene sang.

Om pavens appel havde en effekt på det, der efterfølgende skete, vides ikke. Men der skete noget opsigtsvækkende:

24. december begynder tyske soldater i Belgien at pynte op i deres skyttegrave. De tænder lys og begynder snart at synge Stille Nacht (Glade jul, dejlige jul), Es ist ein Ros entsprungen (En rose så jeg skyde) og andre julesange. De britiske soldater på den anden side af ingenmandsland svarer igen med at synge britiske julesange.

Fænomenet spreder sig som en steppebrand - og langs hele den anspændte og forfrosne vestfront tændes der lys julenat.

Julesalmen om juletræet
At juletræet gemmer på en fortælling, får opbakning fra ingen ringere end salmedigteren og præsten B. S. Ingemann, som med salmen “Julen har bragt velsignet bud” gav juletræet en ikke ubetydelig plads.

I anden halvdel af 1. vers skriver Ingemann:

Grenen fra livets træ står skønt
med lys som fugle på kviste;
det barn, som sig glæder fromt og kønt,
skal aldrig den glæde miste.

Altså et træ, der er pyntet med lys = juletræet. Verset er bemærkelsesværdigt af to grunde:

  1. Det er den eneste julesalme, som så direkte nævner juletræet.
  2. En fremtrædende salmedigter knytter en kristen fortælling til juletræet: Juletræet er et billede på livets træ, det evige.

For B. S. Ingemann selv var “Julen har bragt velsignet bud” ikke en oplagt salme. Men mens han levede, blev han spurgt, om den måtte medtages i en salmebog, og det protesterede han ikke over. Det smukke ved salmen er nemlig, at den favner det folkelige og det kirkelige. Det folkelige kommer til udtryk idet, at salmen nævner juletræet og det glade barn, der danser “på moders skød”. Og den favner det kirkelige med udtryk som “velsignet bud” og “Paradis-vejen fundet”.

Så selvom det virker relativt aparte at slæbe et træ indendøre, pynte det og danse rundt om det, har juletræet også en fortælling, som er julens væsen værdig - det viser i hvert fald både salmedigteren Ingemann og legenden om Martin Luther.

Opfandt Martin Luther juletræet?
En legende fortæller, at det var reformatoren Martin Luther, der fandt på at sætte et lys på træet:

En juleaften omkring 1536 var Martin Luther på vej hjem fra kirke og gik igennem en skov. Gennem de vintergolde trækroner så han stjernerne på himlen. Lyset oplyste skoven og ramte et lille, grønt træ tæt ved stien, hvor han gik. Martin Luther kom til at tænke på den stjerne, som ledte de vise mænd hen til den nyfødte Jesus. Resolut rev rev han træet op med rode, og vel hjemme stillede han det i en lille spand og placerede det på julebordet i den fine stue.

Med oplevelsen fra skoven i baghovedet satte han nogle små vokslys på træets grene og brugte således træet som udgangspunkt for en fortælling for sine børn om lyset, der kom ind i verden julenat.

Der eksisterer dog ikke noget sikkert bevis for, at det rent faktisk forholder sig sådan. Mange Luther-forskere har forsøgt at finde materiale fra Luthers hånd, der bekræfter historien - men uden held. Det eneste bevis, som nok mest er en refleksion over legenden, er et maleri fra 1800-tallet; altså 300 år senere… Men historien er interessant og forklarer måske, hvorfor man slæber et juletræ ind i stuen.

Et bevis på at Luther opfandt juletræet? Næh... Carl August Schwerdgeburths maleri er fra midten af 1800-tallet og er mest en refleksion over en legende.

Det er så vidt vides kun i Danmark, Norge, Sverige, Finland og Færøerne, at melodien til sangen om Borgo Santa Lucia bruges i en hyldestsang om den helgen, der hedder Santa Lucia - og det kan næsten kun skyldes, at vi aldrig har været særligt gode til italiensk, men blot har genkendt ordene ‘Santa Lucia’ i ‘Sul mare luccica l'astro d'argento’.

Gud kommer selv - ikke flere mellemmænd
      Han sagde: De er jo mit folk,
      børn, der ikke svigter.
      Og han blev en frelser for dem
      i al deres nød.
      Det var ikke et sendebud eller en engel,
      men ham selv, der frelste dem.
      Fordi han elskede dem og ville skåne dem,
      løskøbte han dem;
      han løftede dem op og bar dem
      alle fortidens dage.

Esajas' bog, 63, 8-9

Tino Rossi synger Santa Lucia.

Der sker snart noget vildt...
Hvad der tidligere blev sagt, det er sket, nu fortæller jeg det nye; før det spirer frem, forkynder jeg det.

Esajas’ bog 42, 9

Betlehemsstjernen tiltrækker høj og lav, nær og fjern
      Rejs dig, bliv lys, for dit lys er kommet,
      Herrens herlighed er brudt frem over dig.
      For se, mørket dækker jorden,
      mulmet dækker folkene;
      men over dig bryder Herren frem,
      hans herlighed viser sig over dig.
      Folkeslag skal komme til dit lys
      og konger til din stråleglans.
      Løft blikket, og se dig omkring:
      De samles alle og kommer til dig,
      dine sønner kommer fra det fjerne,
      dine døtre bæres ved hoften.
      Da stråler du af glæde, når du ser det,
      dit hjerte banker og svulmer,
      når havets skatte bringes til dig
      og folkenes rigdom kommer til dig.
      Kameler i mængde flokkes hos dig,
      dromedarer fra Midjan og Efa,
      fra Saba kommer de alle sammen,
      de bærer guld og røgelse;
      de forkynder Herrens pris.

Esajas' bog, 60, 1-6

Melodien er faktisk slet ikke skrevet til en sang om Lucia eller Lusse. Men til en bydel i Napoli, som hedder Borgo Santa Lucia, og som ifølge sangen Santa Lucia (‘Sul mare luccica l'astro d'argento’; ‘På havet skinner sølvstjernen’) skulle have en helt fantastisk udsigt fra havet.

Luciaoptog i DR Byen, 2012.

Af Stefan Vase

Det hænder, at julen er årsag til visse pudsigheder, som går over i historien - enten den enkeltes eller vores fælles historie - og som kommer til at give julen en særlig karakter mange år fremover. En af disse pudsigheder er snart 100 år gammel, og 1. verdenskrig eller Den store krig, som den blev kaldt, dannede rammen om sådan en "julepudsighed":

Krigen begyndte den 28. juni 1914 med mordet på Prins Ferdinand af Østrig i Sarajevo. Østrig-Ungarn angreb Serbien. Rusland støttede Serbien. Og Tyskland, som var Østrig-Ungarns allierede, erklærede derfor krig mod Rusland - 1. verdenskrig var en realitet, og resten er historie.

Men knap et halvt år senere - ved juletid - var forventningen, at krigen snart ville være ovre: Centralmagternes og de allieredes krigsmaskiner stod stejlt overfor hinanden på vestfronten - i en linje fra Nordsøen til den schweiziske grænse. Og i skyttegravene, som var et koldt, vådt og klamt helvede på jord, anede man måske i krigstågerne en remis. Krigen måtte snart være omme, var forventningen. Og selvom der ikke var indledt fredsforhandlinger - det skete først fire og et halvt år senere i Versailles - var forventningen, at de snart ville begynde.

Så selvom tilværelsen var ulidelig, var der alligevel optimisme at spore ved juletid 1914 - og måske endda en julefred?

1. verdenskrig, i efteråret 1914. De allierede holder stand mod centralmagterne - anført af tyske tropper. De røde linjer repræsenterer centralmagternes frontlinje, de blå linjer er de allieredes ditto. Øverst i kortet ligger den belgiske region Ypres, som bliver arnestedet for en række mærkværdige begivenheder i julen 1914. Tryk på kortet for at se det i stor størrelse.