Tidens fylde

Et udtryk, man kan støde på under julen, er "tidens fylde". Vi hører det i salmer og i bibelvers. Men når tiden ikke måles i liter, men i minutter, hvad er tidens fylde så?

Foto: Earls37a.

Af Stefan Vase

I løbet af julen kan man støde på mange forskellige ord og vendinger, som måske er svære umiddelbart at forholde sig til.

Tre eksempler:

I det brev, som Paulus skrev til menigheden i Galatien (et område i Tyrkiet), står der i kapitel 4 vers 4:

Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven.

Og i Grundtvigs julesalme Et lidet barn så lysteligt hedder det i 1. vers:

    Et lidet barn så lysteligt
    blev af en jomfru båret,
    ej før, ej siden hørtes sligt,
    men kun i jubelåret,
    i tidens fylde, da Guds Søn
    på jord sig fandt en moder skøn,
    lod uden synd sig føde,
    fornedrede sig til de små,
    så de kan ham til broder få,
    den Himlens morgenrøde.

Og i en anden Grundtvig-salme, Alle mine kilder skal være hos dig (det er ikke en julesalme - som sådan), står der:

    Alle mine kilder skal være hos dig!
    Det var Guds-ordet i tidens fylde,
    da han fødtes, som engle hylde,
    da Jomfru Marie ham bar hos sig.

Udtrykket tidens fylde går igen. Og virker på en eller anden måde centralt. Men kan tid fylde noget?

På jævnt dansk man sige, at man fylder 10, 31 eller 64 år. For at forstå det velkendte udtryk kan man vælge at se en beholder for sig: Beholderen fyldes langsomt op - efterhånden, som året går. Når der er gået et stykke tid, er året fyldt op - året er gået, og et nyt kan begynde.

Og det er med det i baghovedet, at vi kan forstå, hvad tidens fylde er. Tidens fylde er ikke noget, der kan måles eller vejes eller føles. Men tidens fylde er et udtryk for, at der er gået et stykke tid, og at noget nyt kan begynde.

Når Bibelen og nogle salmedigtere taler om tidens fylde, kan vi vælge at se en masse tråde for os: De starter vidt forskellige steder, men ender i et punkt. Og ud fra det ene punkt har en masse andre tråde deres begyndelse. Og nu nærmer vi os kernen af, hvad tidens fylde er.

Martin Luther fortolker udtrykket tidens fylde således:

Efter at lovens tid var forbi, og Kristus nu var blevet åbenbaret og havde befriet os fra loven, og løftet var blevet forkyndt for alle folk osv.

Tidens fylde betyder altså, at Jesu fødsel - den første jul - markerer en ny tidsalder. Man vender ikke bare et blad i kalenderen. Eller skifter fra et år til et andet. Nej, man laver en helt ny tidsregning og starter med år 0 eller 1 - fordi den måde, som vores verden og vores liv er skruet sammen på, er markant ændret. Som Martin Luther skriver: Den tid, hvor loven - altså De 10 bud og så videre - afgjorde vores skæbne, er forbi. Nu er det troen på Jesus, der afgør vores skæbne.

Så da man engang - omkring år 525 - besluttede, at vores tidsregning skulle begynde med Jesu fødsel, var det med til at understrege, at der er sket noget altafgørende nyt - da “tidens fylde kom”.