Evangeliets kerne

Lukas 2:2-20. Fred i mennesker der har Guds velbehag, sang englene. Det var det, der skulle være en glæde for hele folket. Med gad vide om hyrderne på marken forstod det

Foto: Stefan Vase

Af Svend Løbner

Det med fred, ja, det er jo mennenskets dybeste behov og grunden til at vi søger. Men velbehag? Hvordan opnår vi Guds velbehag?

Som jøder kendte de jo loven. Moseloven, de 10 bud og alt det der. Ikke mindst straffene for overtrædelse af loven. Men de kendte også Guds løsning på dilemmaet, at mennesker ikke kan undgå at synde. Det var bl.a. derfor der stod et tempel inde i Jerusalem, først bygget af kong Salomo, efter babylonernes krigstogt genopbygget af kong Herodes.

Men fred i mennesker havde ofrene aldrig kunnet bringe. Selv om de blev bragt på alteret i det hellige, kunne det ikke føre den ofrende ind i det aller helligste, ind i Guds nærhed.

Synden havde stadig sat spor i sindet. De smertelige minder plagede stadig. Hvad var det mon for en frelser englene sang om, som kunne bringe sjælen fred..

Det skulle de komme til at se og høre mere til de næste 33 år. Måske stadig uden at forstå det hele, men så senere da, gennem brevet til Hebræerne (jøderne), som forklarer offertanken til bunds:

Jesus var blevet født for at dø. Han var selv det fuldkomne og endegyldige offer for menneskehedens synder. Efter ham er der ikke brug for flere ofre for synd.

Gud er tilfreds. Og mennesker, ja, de har fået den fred derinde, som de så længe har søgt efter.

Hvis de da tager imod Jesus.