I tidens fylde

Lukas 2:1. Og det skete i de dage...

Foto: Stefan Vase

Af Svend Løbner

Sådan begynder juleevangeliet og med det den mest epokegørende begivenhed i historien. En begivenhed vi endog regner hele vor tidsregning efter – og som har indflydelse på de henved en mia. mennesker ud over kloden som regner sig som kristne i dag.

Som ung havde jeg problemer med at den evige Gud skulle materialisere sig netop her, midt i historien, så alle dem som levende før Kristus ikke havde en levende chance for at komme til tro og dermed blive frelst. Men så kom Paulus’ udtryk i Galaterbrevet 4:4:

Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin Søn, født af en kvinde, født under loven...

Tidens fylde, dvs. Det perfekte tidspunkt.

Ikke kun fordi Romerriget var det storrige, der sørgede for effektive kommunikationslinier landene imellem, så evangeliet jurtigt kunne komme ud.

Ikke kun fordi græsk var datidens engelsk, og Ny Testamente på den måde kunne læses af så mange mennesker som muligt.

Men fordi Gud i sin forudviden vidste lige præcis, hvor mange mennesker, der ville tage imod Ham i skikkelse af Hans søn, hvis de fik chancen. Og netop her, for 2000 år siden, var tidspunktet kommet. Hverken tidligere eller senere.

Gud udvælger nemlig altid på baggrund af sin foudviden. I Romerbrevet læser vi af Paulus i kap. 8:29-30:

For dem, Han forud har kendt, dem har Han også forud bestemt til at formes efter sin søns billede... Og dem, som Han forud har bestemt, dem har Han også kaldet...

Gud udvælger ikke på slump, ej heller er han en kynisk diktator, der fravælger nogle, mens han udvælger andre. Hans udvælgelse hviler på hans foudviden. Og han vidste altså, at netop her, ville et maksimalt antal af mennesker, hvis de fik chancen, vælge at tro på Kristus og dermed få evigt liv. Netop ved den første jul og fremefter indtil Jesus kommer igen – netop når hedningerne ”kommer fuldtalligt ind” (Romerbrevet 11:12).

Derfor betegnes den første jul som tidens fylde.
Og netop derfor skulle det optegnes af Lukas, at det skete i de dage, at kejser Augustus skulle holde mandtal.
For eftertiden skulle ikke være i tvivl om dette største øjeblik i historien!