Tro må der til

Lukas 1:1-25 om Elizabeth og Zakarias er juleevangeliets spæde begyndelse.

Foto: Stefan Vase

Af Svend Løbner

Det er evangelisten Lukas, der her skriver - og hans indledning er bemærkelsesværdig: han siger: Eftersom mange andre har nedskrevet begivenhederne om Jesus, vil jeg også gøre det. Temmelig ulogisk. Vi ville nok have sagt: Eftersom mange andre har skrevet, er der ingen grund til, at også jeg skriver!

Men historien om Jesus var så speciel, at den måtte sikres for fremtiden.

Og som den videnskabsmand Lukas var - han var som bekendt læge - ja, så måtte han have styr på tingene, altså skrive historien fra ende til anden.

Det handler om Johannes, der skulle berede vejen for Jesus. Eller endnu før: Johannes' forældre og hans overnaturlige undfangelse.

Historien lærer os fire ting, som vi også kan bruge i dag:

For det første: Gud vælger ikke hvem som helst til udførelsen af sin plan.

Elizabeth og Zakarias var gudfrygtige mennesker, manden oven i købet præst. I Sl. 14:1 står, at Guds øjne søger over hele jorden for at finde én forstandig, der søger Gud. OK, her havde Gud fundet to!

For det andet: Traditioner og vaner kan blive det sted, hvor Gud pludselig vælger at åbenbare sig.

Det var nøje efter traditionen, at en præst en gang om året skulle ofre i templet for hele folkets synder. Gab, det lyder kedeligt, tænker vi, næsten som de ugentlige gudstjenester henne i kirken!

Men pas på: netop der i det almindelige, kan pludselig noget ualmindeligt ske. Og som evangelisten Bjørn Bergmann sagde ved et Danmarksbesøg for nogle år siden: Kun den som er villig til at gøre det ordinære for Gud, vil opleve det ekstraordinære med Gud!

For det tredje: Udholdende bøn betaler sig.

Englen Gabriel kom og sagde, at nu var de Elizabeths og Zakarias' bønner blevet hørt. De ville få en søn - lige i Guds timing.

Vi ser på Elizabeth's reaktion i v. 25, at det havde været en skam for hende ikke at kunne få børn, som det jo er i disse kulturer. Hun må altså have været mere end moden til at blive gravid. Og det betyder, at hun og hendes mand havde bedt og sukket til Gud i mange år. Og nu kom svaret endelig. Ikke en eneste af deres bønner var bedt forgæves. Tænk på det!

For det fjerde: Tro må der til!

Det var ikke nok, at de var finde personligheder. Det var ikke nok med de fine traditioner. Nej, det var ikke en gang nok med de mange fine og inderlige bønner! Da Englen endelig kom med svaret, viste der sig en brist: Zakarias kunne ikke tro, at det var sandt.

Nu standsede det ikke Guds plan - men det skabte utvivlsomt nogle problemer! Tænk ikke at kunne sige et ord i ni måneder!

Og det kan måske lære os noget i dag: At overveje om vi virkelig tror på det vi beder om. Hvad med al den bøn og Guds velsignelse: Er vi parat til at modtage den? Hvad vil vi gøre ved den, hvis den pludselig vælter ned over os, f.eks. økonomisk? Eller alle bønner om vækkelse over vort land? Kan vi virkelig håndtere hundredevis af søgende mennesker i vore kirker?

Det er en overvejelse værd. For det er her juleevangeliet - og miraklet - begynder.