Herrens arm griber os fra den frosne jord

ESAJAS' JULEEVANGELIUM: Esajas' bog 53 er kendt som noget af det mest fantastiske i bogen, fordi vi her hører om tilgivelse af overtrædelser og om en, der gik i vor sted. Men handler dette kapitel da ikke mest om Jesus på korset? Men nej, det er ikke sandt: julen varer lige til påske!

Dette er et udsnit af den italienske maler Duccios maleri (1308-1311): 'The Nativity with the Prophets Isaiah and Ezekiel'. I udsnittet ser man profeten Esajas og "juleevangeliet".

Hvem troede på det, vi hørte?
For hvem blev Herrens arm åbenbaret?
Han skød op foran Herren som en spire,
som et rodskud af den tørre jord.
Hans skikkelse havde ingen skønhed,
vi så ham, men vi brød os ikke om synet.

Es 53,2

Af Nicolai Winther-Nielsen

Hen mod slutningen af Esajas' bog taler profeten om, at tjeneren Israels folk ikke rigtig duer til sit job. I stedet vil der komme en anden tjener, der vil overtager dets rolle. Det er lidt som når Judas konge er vantro, men Gud da vil sende en ny konge i dets sted, som vi kan læse om i Esajas' bog 7 og 9.

Den nye Guds tjener skildres som et lys for folkene og en pagtstifter, men også som en lidende person. Her i det sidste store glimt af denne kommende tjener skildres han først som Gud i al hans vælde: han ophøjes og løftes højt (52,13), helt på samme måde som Herren selv, der alene er ophøjet (2,11) og løftes højt på sin kongetrone (6,1). Vi ser ham altså i begyndelsen trone i Himlen efter endte strabadser. Derefter beskrives de dybe modsætninger i hans fremtoning. Han er den usleste blandt mennesker - og dog større end nogen konge.

Herefter bliver Esajas meget personlig og indbefatter sig selv blandt os, som ikke kunne tro vore egne ører i begyndelsen af Esajas' bog 53. Det var virkelig svært for almindelige mennesker at fatte, at denne dybt anderledes person var Herrens egen arm. Han er altså Guds styrke eller handlekraft, og handler på Guds vegne.

Denne Guds arm Guds egen spire, altså et lille bitte frø der måske spire op og skabe liv (53,2). Endnu mere interessant er det, at han kaldes et rodskud, for dette ord findes ellers kun i omtalen af kvisten fra Isajs stub, et skud fra Davidsslægtens skød (11,1), og dette rodskud bliver et samlingspunkt for folkeslagene (11,10).

I de næste sætninger beskrives hvordan vi bare så en grim og uappetitlig lidende mand, og pludselig opdager vi så, at han påføres alt dette, fordi han tog vor plads og døde i stedet for os.

Herren udfriede en gang Israel fra Egypten med stærke arme, og en dag skal folkene tage deres tilflugt til disse arme (51,5.9). Kristus valgte at give afkald på herligheden hos Gud og foretrak en død som en forbryder for vor skyld (Fil 2,8-11). Det er dette budskab, som skaber juletroen (Rom 10,16-17)!

Læs Esajas' Bog, kapitel 52, vers 13 - kapitel 53, vers 13.
Gå tilbage til Esajas' juleevangelium.